Blomstertape

Ståltråd, lim og blomstertape

Når man laver papirblomster er der nogle materialer, som er rare at have, men som også godt kan skiftes ud med alternativer, hvis du ikke kan få fat på dem. 

Blomstertape: Blomstertape er en lang, smal strimmel af papir med voks i. Blomsterbindere bruger blomstertape til at vikle om friske blomsters stilke - ofte sammen med ståltråd, så blomsternes stilke afstives. Jeg bruger nogle gange blomstertape til at lave stilke på papirblomsterne i stedet for grønt crepepapir. Du kan f.eks. få blomstertape her: Oasis blomstertape i lysergrøn eller hos f.eks. Fullvalue.dk, som også sælger crepepapir, lim m.m. Jeg kan godt lide farven på den lysegrønne blomstertape - og jeg bruger helst den brede tape, fordi man hurtigere kan lave lave tykke stilke med den. Fordelen ved blomstertapen er, at den giver en meget glat, voks-agtig overflade, som passer godt til nogle blomster. Ulempen er, at voks ikke klistrer ligeså godt som flydende lim... og at det er lidt fedtet på fingere!

Du kan sagtens bruge strimler af grønt crepepapir til dine stængler i stedet for blomstertape. 

Blomsterståltråd: Blomstertråd er ståltråd med et tyndt lag papir på. Det bruges også af blomsterbindere - og også til dekorationer på kager! Derfor kan man ofte købe det på hjemmesider, der sælger blomster- eller kage-udstyr. Blomstertråd har ofte et nummer, som angiver tykkelsen på blomstertråden. Størrelse 20 (ofte kaldet "gauge" 20) er tyk ståltråd, som passer godt til blomsternes stængler. Størrelse 28 (kaldet "gauge 28") er meget tynd ståltråd, som passer godt inden i grønne blade. Hvis du kun vil købe få størrelser, så vil jeg derfor anbefale et par pakker i str. 20 og en pakke i str. 28. Jeg køber mit f.eks. hos Fullvalue.dk No11.dk eller Bagebiksen.dk  Farven på blomstertråden er ikke så vigtig, fordi jeg stort set altid vil dække den med grønt crepepapir. 

Hvis du ikke kan få fat på blomstertråd, så kan du også fint bruge almindelig ståltråd i stedet - det kan være rart at både have noget tyk elefantståltråd til stilke og noget tyndere ståltråd til blade f.eks. fra Panduro Hobby.  

Flydende lim: Jo mere øvet du bliver til crepepapirblomster, jo mere vil du bruge flydende lim frem for limpistol. Da jeg begyndte at lave papirblomster brugte jeg limpistol til det meste. Jeg kunne faktisk ikke forstå, at nogen kun brugte flydende lim, fordi jeg syntes, at det hele blev alt for vådt og jeg kunne ikke få det til at hæfte. MEN efterhånden fandt jeg en lim, som virker rigtig godt - nemlig Aleene's Tacky Glue (og nej! Jeg er ikke sponsoreret ;) ) Jeg bruger mest deres originale Tacky glue (i en guldfarvet flaske), men det kan også være rart at have deres "fast grab"-lim, som er endnu tykkere og hæfter meget hurtigt. Du kan finde Aleenes Tacky Glue mange steder, men jeg har f.eks. fundet det hos Hobbyboden.dk og Fullvalue.dk  Det er rart at have den lim, der kan stå på hovedet - så er den altid klar til brug. Du kan evt. købe en større almindelig flaske og selv fylde på den lille "always ready" flaske, når den er brugt op. 

Du kan selvfølgelig også bruge flydende lim fra andre mærker, men nogle gange kan man blive lidt afskrækket fra at bruge flydende lim, hvis den lim man prøver er for tynd og vandet.  

Tilbage til blog

Indsend en kommentar